”I skovens dybe stille ro” synger vi, og vi må give forfatteren ret. Han har med sine ord udtrykt noget, der er almenmenneskeligt.
De fleste har vel prøvet at opleve den ro, der er at gå igennem en skov en forårsdag, hvor bladene springer ud, fuglene synger og skovbunden fyldes med de smukkeste blomster. Et enkelt rådyr passerer en sti, og en flagspætte hakker sin bolig ud i et næsten udgået træ. Et springende egern fra gren til gren fuldender billedet.
En træstub kan være den siddeplads, man trænger til, for at lade indtrykkene bundfælde sig.
